Polyvinylchlorid er et polymermateriale, der bruger et chloratom til at erstatte et hydrogenatom i polyethylen. Det er en amorf polymer med en lille mængde krystallinsk struktur. Strukturen af dette materiale er som følger: - (CH2-CHCl) n-. PVC er en lineær polymer, hvor de fleste VCM-monomerer er forbundet i en hoved-til-hale-struktur. Kulstofatomerne er arrangeret i et zigzag-mønster, og alle atomer er forbundet med sigma-bindinger. Alle carbonatomer er sp3-hybridiserede.
Der er en kort syndiotaktisk struktur på PVC-molekylkæden. Når polymerisationstemperaturen falder, øges syndiotakticiteten. Den makromolekylære struktur af polyvinylchlorid har ulemperne ved hovedstruktur, forgrenet kæde, dobbeltbinding, allylchlorid, tertiær chlor og andre ustabile strukturer, som gør varmedeformation og dårlig aldringsmodstand. Efter at have foregivet at være tværbundet kan sådanne mangler elimineres.
Tværbinding er opdelt i strålingstværbinding og kemisk tværbinding.
1. Strålingstværbinding. Brug højenergistråler, generelt stråler produceret af en cobalt 60-strålingskilde eller elektronstråler produceret ved elektronacceleration, og sidstnævnte bruges hovedsageligt. Tilføj et tværbindingshjælpemiddel (to eller flere carbon-carbon dobbeltbindingsmonomerer) til tværbinding. Men operationen er vanskelig og kræver højt udstyr.
2. Kemisk tværbinding. Brug triazoldimercaptoaminsalt (FSH) til tværbinding. Tværbindingsmekanismen er, at amin og sulfhydryl kombineres for at angribe den carbon-chlor-polære binding for at udføre substitutionsreaktion. Efter tværbinding forbedres produktets' egenskaber såsom UV-bestandighed, opløsningsmiddelbestandighed, temperaturbestandighed, slagfasthed osv. Fuldt ud.
